Ofte kaldet “hara-kiri” i Vesten, er “seppuku” en form for rituelt selvmord, der stammer fra Japans gamle samurai-krigerklasse. Den grusomme handling bestod typisk i at stikke sig selv i maven med et kort sværd, skære maven op og derefter dreje bladet opad for at sikre et dødeligt sår. Nogle seppuku-udøvere lod sig selv dø langsomt, men de fik som regel hjælp af en “kaishakunin”, eller sekundant, som huggede hovedet af dem med en katana, så snart de havde foretaget det første snit. Hele processen var ledsaget af en stor ceremoni. Blandt andre ritualer drak den dødsdømte ofte sake og komponerede et kort “dødsdigt”, inden han tog kniven i hånden.
Seppuku udviklede sig først i det 12. århundrede som et middel for samuraier til at opnå en ærefuld død. Sværdkæmpere udførte ritualet for at undgå at blive fanget efter nederlag på slagmarken, men det fungerede også som et middel til at protestere og en måde at udtrykke sorg over en ærværdig leders død på. Fra 1400-tallet udviklede seppuku sig til en almindelig form for dødsstraf for samuraier, der havde begået forbrydelser. I hvert enkelt tilfælde blev det betragtet som en handling af ekstrem tapperhed og selvopofrelse, der legemliggjorde Bushido, samuraiernes gamle krigerkodeks. Der fandtes endda en kvindelig version af seppuku kaldet “jigai”, hvor man skar halsen over ved hjælp af en særlig kniv kendt som en “tanto.”
Seppuku faldt i unåde i takt med samuraiernes tilbagegang i slutningen af det 19. århundrede, men praksis forsvandt ikke helt. Den japanske general Nogi Maresuke sprættede sig selv op i 1912 af loyalitet over for den afdøde Meiji-kejser, og mange tropper valgte senere at bruge sværdet frem for at overgive sig under Anden Verdenskrig. Det måske mest berømte tilfælde i nyere tid drejer sig om Yukio Mishima, en berømt forfatter og Nobelprismodtager, der begik rituel seppuku i 1970 efter at have ledet et mislykket kup mod den japanske regering.