Digte og oplæsninger til begravelse - Natural Endings

Verse og digte til oplæsninger til begravelse

Søger du efter et vers eller digt til at læse op ved en begravelse? Måske vil du gerne hylde mor eller far med et begravelsesdigt? Nedenfor har vi samlet nogle af de bedste digte til begravelser.

Der findes mange smukke stykker poesi, oplæsninger og vers, der kan forbedre en begravelsesgudstjeneste eller -ceremoni, uanset om den er religiøs eller ikke-religiøs.

Den øverste sektion indeholder digte og oplæsninger til humanistiske eller ikke-religiøse begravelser.

Den nederste sektion af denne side indeholder religiøse oplæsninger.

Andre mere nutidige forfattere og digtere, som du måske vil overveje, er Philip Larkin, Margaret Hansford og Cecil Day Lewis. Vi kan ikke inkludere nyere poesi på grund af ophavsret.

Samlede digte fra Natural Endings, Chorlton begravelsesforretninger.

Vi er eksperter i alternative begravelser, øko-begravelser og naturlige skovbegravelser.

Vi sælger også et bredt udvalg af miljøvenlige og grønne kister.

She Is Gone (He Is Gone)

Du kan fælde tårer over at hun er væk
Og du kan smile fordi hun har levet
Du kan lukke dine øjne og bede til at hun kommer tilbage
Og du kan åbne dine øjne og se alt det hun har efterladt
Dit hjerte kan være tomt fordi du ikke kan se hende
Og du kan være fuld af den kærlighed, som I delte
Du kan vende ryggen til i morgen og leve i går
Og du kan være glad for i morgen på grund af i går
Du kan huske hende og kun huske, at hun er væk
Og du kan værne om hendes minde og lade det leve videre
Du kan græde og lukke dit sind, være tom og vende ryggen til
Og du kan gøre, hvad hun ville have ønsket: smile, åbne dine øjne, elske og gå videre.
David Harkins

Stå ikke ved min grav og græd

Stå ikke ved min grav og græd
Jeg er der ikke.
Jeg sover ikke.
Jeg er tusind vinde, der blæser.
Jeg er diamantens glimt på sne.
Jeg er sollyset på modnet korn.
Jeg er efterårets blide regn.
Når du vågner i morgenens stilhed,
jeg er den hurtige opløftende susen
af stille fugle i cirklende flugt.
Jeg er de bløde stjerner, der lyser om natten.
Stå ikke ved min grav og græd;
jeg er der ikke.
Jeg døde ikke.
Mary Frye

Døden er slet ikke noget

Døden er slet ikke noget
Jeg er kun gledet væk i det næste rum
Jeg er jeg, og du er du
Hvad vi end var for hinanden
Det er vi stadig
Kald mig ved mit gamle velkendte navn
Tal til mig på den nemme måde, som du altid har brugt
Sæt ingen forskel i din tone
Bær ikke et påtvunget skær af højtidelighed eller sorg
Gris som vi altid grinede
At de små vittigheder, vi altid nød sammen
Leg, smil, tænk på mig, bed for mig
Lad mit navn altid være det ord, som det altid har været
Lad det blive sagt uden anstrengelse
Og uden det spøgelse af en skygge i det
Livet betyder alt det, det altid har betydet
Det er det samme, som det altid har været
Der er absolut ubrudt kontinuitet
Hvad er døden andet end en ubetydelig ulykke?
Hvorfor skulle jeg være ude af sindet
fordi jeg er ude af syne?
Jeg venter på dig i et interval
Et sted meget tæt på
Jet rundt om hjørnet
Alt er godt.
Ingen ting er fortid; intet er tabt
Et kort øjeblik, og alt vil være som før
Hvorledes vi vil grine af besværet ved at skilles, når vi mødes igen!
Kanon Henry Scott-Holland

Instruktioner

Når jeg har bevæget mig ud over dig i livets eventyr,
Samles på et behageligt sted og mindes mig der
Med talte ord, gamle og nye.

Lad en tåre komme, hvis du vil, men lad et smil komme hurtigt
For jeg har elsket livets latter.

Hold dig ikke for længe med dine højtideligheder.

Gå ud og spis og snak, og når du kan;
Følg en skovsti, bestig et højt bjerg,
Vandre langs den vilde kyst,
Spis tankerne i en eller anden bog
Den udfordrer din sjæl.

Brug dine hænder en lys dag
til at lave en skønhedsting
Og til at løfte en andens tunge byrde.

Og selv om du ikke nævner mit navn,
Og selv om ingen tanke på mig krydser dit sind,
skal jeg være hos dig,
for disse har været mit livs realiteter for mig.

Og når du står over for en eller anden krise med angst.

Når du går alene med mod,
Når du vælger din rette vej,
skal jeg være helt tæt på dig.

Jeg har fulgt dalene,
Jeg har besteget livets højder.

Af Arnold Crompton

Vi husker ham (Vi husker hende)

Når vi er trætte og har brug for styrke,
Når vi er fortabte og syge i hjertet,
husker vi ham.
Når vi har en glæde, vi længes efter at dele
Når vi har beslutninger, der er svære at træffe
Når vi har præstationer, der er baseret på hans
husker vi ham.
Ved vindens blæsevejr og i vinterens kulde
Ved knoppernes åbning og i forårets genfødsel,
minder vi om ham.
Ved himlens blå himmel og i sommerens varme
Ved løvenes susen og i efterårets skønhed,
minder vi om ham.
Vi mindes ham ved solens opgang og ved dens nedgang,
Vi mindes ham.
Så længe vi lever, vil han også leve
For han er nu en del af os,
som vi mindes ham.

Adapteret fra Yizkor-gudstjenesten

Parabel om udødelighed

Jeg står ved havets bred. Et skib ved min side spreder sine hvide sejl til morgenbrisen og sejler ud på det blå hav. Det er et objekt af skønhed og styrke. Jeg står og ser på, indtil det til sidst hænger som en hvid sky, lige der hvor havet og himlen kommer ned og blander sig med hinanden. Så er der en ved min side, der siger: “Der forsvinder hun.”

Vandret hvorhen? Forsvundet fra mit syn … det er alt. Hun er lige så stor i mast og skrog og spær, som da hun forlod min side, og lige så i stand til at bære sin last af levende fragt til bestemmelsesstedet. Hendes formindskede størrelse er i mig, ikke i hende. Og netop i det øjeblik, hvor nogen ved min side siger: “Der sejler hun”, er der andre øjne, der ser hende komme, og andre stemmer, der er klar til at råbe: “Her kommer hun!”

Henry Van Dyke

Lad mig gå

Når jeg kommer til vejens ende
Og solen er gået ned for mig
Jeg vil ikke have nogen ritualer i et dystert rum
Hvorfor råbe om en sjæl, der er sat fri?
Mis mig lidt, men ikke længe
Og ikke med sænket hoved
Husk den kærlighed, som vi engang delte
Mis mig, men lad mig gå.
For dette er en rejse, vi alle må tage
Og hver enkelt må gå alene.
Det er alt sammen en del af den overordnede plan
Et skridt på vejen hjem.
Når du er ensom og syg i hjertet
Gå til de venner vi kender.
Luder over alle de ting vi plejede at gøre
Miss me, but let me go.
Når jeg er død min kæreste
Sang ingen sørgelige sange for mig
Plante du ingen roser ved mit hoved
Ingen skyggefulde cypressetræer
Være det grønne græs over mig
Med brusere og dugdråber vådt
Og hvis du vil huske
Og hvis du vil, glem.
Jeg skal ikke se skyggerne,
Jeg skal ikke frygte regnen;
Jeg skal ikke høre nattergalen
Singe videre som i smerte;
Og drømme gennem skumringen
Den hverken stiger eller går ned,
Måtte jeg måske huske,
Og måske glemme.
Christina Rosetti

Glemmer

Glemmer du mig, når jeg er gået bort,
Gået langt bort i det stille land;
Når du ikke længere kan holde mig i hånden,
Og jeg ikke halvt vender mig for at gå, men vender mig for at blive.
Tænk på mig, når du ikke længere dag efter dag
fortæller mig om vores fremtid, som du planlagde:
Husk kun på mig; du forstår
Det bliver sent at rådgive eller bede.
Men hvis du skulle glemme mig for en stund
Og bagefter huske mig, skal du ikke sørge:
For hvis mørket og fordærv efterlader
En rest af de tanker, jeg engang havde,
Er det langt bedre, at du glemmer og smiler
Selvom du husker og er ked af det.
Christina Rosetti

Vores minder bygger en særlig bro

Når kære må skilles
For at hjælpe os med at føle, at vi stadig er sammen med dem
Og berolige et sørgende hjerte
De spænder over årene og varmer vores liv
Preserverer bånd, der bind
Vores minder bygger en særlig bro
Og giver os fred i sindet
Emily Mathews

Der er ingen nat uden en daggry

Ingen vinter uden et forår
Og bag den mørke horisont
Vores hjerter vil endnu en gang synge ….
For dem, der forlader os for en stund
Har kun gået bort
Ud af en rastløs, omsorgsslidt verden
Intil en lysere dag
Helen Steiner Rice

Du er bare gået foran mig

Og jeg må forstå
Du må slippe dem du elsker
Og give slip på deres hånd.
Jeg prøver at klare mig så godt jeg kan
Men jeg savner dig så meget
Hvis jeg bare kunne se dig
Og endnu en gang mærke din berøring.
Ja, du er lige gået foran mig
Obekymre dig ikke, jeg skal nok klare mig
Men nu og da sværger jeg, at jeg føler
Din hånd glide ind i min.

Hvis jeg skulle dø før resten af jer

Hvis jeg skulle dø før resten af jer
Bryd ikke en blomst og indtegn ikke en sten
Og tal ikke, når jeg er borte, med en søndagsstemme,
Men vær de sædvanlige jeg-selv’er, som jeg har kendt.
Græd hvis du skal
Afgang er et helvede.
Men livet går videre.
Så syng også.
Joyce Grenfell

Hvis jeg skulle dø og
efterlade jer her et stykke tid
Være ikke som andre, der er sårede,
som holder lange vagter
ved det tavse støv og græder.
For min skyld vender du dig igen
til livet og smiler
Server dit hjerte
og din rystende hånd til at gøre
noget for at trøste
andre hjerter end dit.
Fuldfør disse kære
Uafsluttede opgaver for mig,
og jeg, måske
må deri trøste dig.
Mary Lee Hall

Når jeg er død, min kæreste,
Sang ingen sørgelige sange for mig;
Plant du ingen roser ved mit hoved,
eller skyggefuldt cypresstræ:
Med brusere og våde dugdråber;
Og hvis du vil, husk,
Og hvis du vil, glem…
Jeg skal ikke se skyggerne,
Jeg skal ikke mærke regnen;
Jeg skal ikke høre nattergalen
Sige videre, som om den havde smerter;
Og drømme gennem skumringen
Den hverken stiger eller går ned,
Håbenligt kan jeg huske
Og måske glemme.
Christina Rossetti

I hvert eneste sving i mit liv
fandt jeg
gode venner,
Venner, der stod ved min side
Selv når tiden løb mig i møde.
Afsked, farvel
Mine venner
Jeg smiler og
giver jer farvel.
Nej, udgyd ingen tårer
For jeg har ikke brug for dem
Alle jeg har brug for er jeres smil.
Hvis du er trist
Tænk på mig
For det er det, jeg vil kunne lide.
Når du lever i hjerterne
af dem, du elsker
Husk da
Du dør aldrig.
Rabindranath Tagore

Nej, hvordan døde han, men hvordan levede han?

Nej, hvordan døde han, men hvordan levede han?
Ikke, hvad han vandt, men hvad han gav?
Dette er enhederne til at måle værdien
af et menneske som menneske, uanset hans fødsel.
Og hvad var hans kirke, ej heller hvad var hans trosretning?
Men havde han været ven med dem, der virkelig var i nød?
Har han nogensinde været parat, med ord af godt humør,
til at bringe et smil tilbage, til at forvise en tåre?
Ikke hvad skitsen i avisen sagde,
Men hvor mange var kede af det, da han gik bort?
Anonym

Jeg bærer dit hjerte med mig (jeg bærer det i. mit hjerte)

jeg bærer dit hjerte med mig (jeg bærer det i
mit hjerte) jeg er aldrig uden det (hvor end
jeg går, går du, min kære; og alt hvad der gøres
kun af mig, er dit værk, min skat)
jeg frygter
ingen skæbne (for du er min skæbne, min søde) jeg ønsker
ingen verden (for smukke du er min verden, min sande)
og det er du er hvad en måne altid har betydet
og hvad en sol altid vil synge er du
her er den dybeste hemmelighed ingen kender
(her er roden af roden og knoppen af knoppen
og himlen af et træ kaldet liv; som vokser
højere end sjælen kan håbe eller sindet kan skjule)
og dette er det vidunder, der holder stjernerne adskilt
jeg bærer dit hjerte (jeg bærer det i mit hjerte)
e.e.cummings

Og selv om den glans, der engang var så lysende
, nu for evigt er taget fra mit syn,
Og intet kan bringe timen tilbage
af pragt i græsset, af herlighed i blomsten;
Vi vil ikke sørge, hellere finde
styrke i det, der er tilbage.
William Wordsworth, Intimations of Immortality

Og når strømmen, der flyder over, er gået forbi,
bliver der en bevidsthed tilbage på erindringens stille bred;
Billeder og dyrebare tanker, der ikke skal være
Og ikke kan ødelægges.
William Wordsworth, fra The Excursion

A Reflection on an Autumn Day

Jeg tog en håndfuld korn op og lod det glide flydende gennem mine fingre, og jeg sagde til mig selv

Dette er, hvad det hele drejer sig om. Der er ikke længere plads til at foregive noget. Ved høsttid afsløres essensen – halm og spild af strå er lagt til side, de har gjort deres arbejde. Det er kun kornet der tæller – sække af rent guld.

Sådan er det også, når et menneske dør, at essensen af dette menneske afsløres. I dødsøjeblikket står en persons karakter lykkeligt frem for den person, der har smedet den godt gennem årene. Så vil det ikke være den store præstation, der vil betyde noget, ej heller, hvor mange penge eller ejendele en person har samlet sammen. Disse vil blive efterladt som halm og spild af strå. Det er det, som han har gjort af sig selv, der vil betyde noget. Døden kan tage fra os, hvad vi har, men den kan ikke berøve os den, vi er.

Fodaftryk på tidens sand

Sig mig ikke, i sørgelige tal,
Livet er kun en tom drøm! –
For sjælen er død, der slumrer,
og tingene er ikke, hvad de synes.
Livet er virkeligt! Livet er alvorligt!
Og graven er ikke dets mål;
Du er støv, du vender tilbage til støv,
Det blev ikke talt om sjælen.
Ingen nydelse og ikke sorg,
Er vor bestemte ende eller vej;
Men at handle, at hver morgen
Finder os længere end i dag.
Kunsten er lang, og tiden er flygtig,
og vore hjerter, selv om de er stærke og modige,
slår stadig, som dæmpede trommer,
får vi en marchtog til graven.
Lid ikke på nogen fremtid, hvor behagelig den end er!
Lad den døde fortid begrave sine døde!
Handl, – handl i den levende nutid!
Hjerte indeni, og Gud overhovedet!
Store menneskers liv minder os alle om
Vi kan gøre vores liv sublimt,
Og, når vi går bort, efterlade os
Fodspor i tidens sand;
Fodspor, som måske en anden,
Sejler over livets højtidelige hovedvej,
En forladt og skibbruddet broder,
Hvis han ser det, vil han få mod igen.
Lad os da være i gang,
med et hjerte for enhver skæbne;
Stille opnåelse, stadig forfølgelse,
Lær at arbejde og vente.
Henry Wadsworth Longfellow

Mit lys brænder i begge ender; Det vil ikke vare natten lang; Men åh, mine fjender, og åh, mine venner Det giver et dejligt lys!
Edna St.Vincent Millay

Læsninger med tro

“…Du ville kende dødens hemmelighed.
Men hvordan skal du finde den, hvis du ikke søger den i livets hjerte?
Uglen, hvis natbundne øjne er blinde for dagen, kan ikke
oplyse lysets mysterium.
Hvis du virkelig vil se dødens ånd,
åbn dit hjerte vidt til livets legeme.
For liv og død er ét, ligesom floden og havet er ét.
I dybden af dine håb og ønsker
ligger din tavse viden om det hinsides;
og som frø, der drømmer under sneen, drømmer dit hjerte om foråret.
Trods drømmene, for i dem er porten til evigheden skjult…

For hvad er det at dø, andet end at stå nøgen i vinden og smelte ind i solen?
Og hvad er det at holde op med at trække vejret, andet end at befri åndedrættet fra dets rastløse tidevand,
at det kan stige op og udvide sig og søge Gud ubesværet?

Kun når du drikker af stilhedens flod, skal du sandelig synge.
Og når du har nået bjergtoppen, skal du begynde at klatre.
Og når jorden vil kræve dine lemmer, så skal du i sandhed danse…”
Kahlil Gibran

Vi synes at give dem tilbage til dig, 0 Gud, som gav dem til os.
Men ligesom Du ikke mistede dem ved at give dem,
så mister vi dem ikke ved at give dem tilbage.
Du giver ikke, som verden giver, 0 sjæles elsker.
Det, Du giver, tager Du ikke væk,
for det, der er Dit, er også vort, hvis vi er Din.
Og livet er evigt, og kærligheden er udødelig,
og døden er kun en horisont,
og en horisont er intet andet end grænsen for vores syn.
Hæv os op, stærke Guds søn, så vi kan se længere;
Rens vores øjne, så vi kan se klarere;
Træk os tættere på Dig selv
så vi kan vide os selv tættere på vores elskede, som er hos Dig.
Og mens Du forbereder et sted for os, forbered os også til det lykkelige sted,
at hvor Du er, må vi også være til evig tid.
Adapteret af Biskop Brent

Et skib sejler, og jeg står og kigger, indtil det forsvinder i horisonten, og en ved min side siger Hun er væk

Gået hvorhen? Væk fra mit syn, det er alt. Hun er lige så stor nu, som da jeg sidst så hende. Hendes formindskede størrelse og totale tab fra mit syn er i mig, ikke i hende.

Og netop i det øjeblik, hvor en ved min side siger, at hun er væk, er der andre, der ser hende komme over deres horisont, og andre stemmer tager et glædesråb til sig. Der kommer hun!

Det er det, hvad døden er. En horisont og bare grænsen for vores syn. Løft os op, oh Herre, så vi kan se længere
Biskop Brent

Irish Blessing

Må vejene stige op for at møde dig,
Må vinden altid være i din ryg,
Må solen skinne varmt på dit ansigt,
Må regnen falde blødt på markerne
Og indtil vi mødes igen
Må Gud holde dig i sin håndflade.
Anon

Det er kun os, der sørger
De forlader os ikke
De er ikke borte
De ser stadig på os
De går blandt dalene nu
Der er deres skridt på bakken
Der er deres smil på sommerhimlen
Der er deres nåde i brisen
Deres minder hvisker i græsset
Deres ro er i træerne
Deres lys er i vintersneen
Deres tårer er i regnen
Deres munterhed løber i bækken
Deres latter i stien
Deres blidhed er i blomsterne
De sukker i efterårsbladene
De forlader ikke
De er ikke væk
Det er kun os, der sørger
Hvis vi blot kunne se den pragt af landet
Hvortil vores kære er kaldt fra dig og mig
Vi ville forstå
Hvis vi blot kunne høre den velkomst, de får
fra gamle velkendte stemmer, som alle er så kære
Vi ville ikke sørge
Hvis vi blot kunne kende grunden til, at de gik
Vi ville smile og tørre tårerne væk, som flyder
Og vente tilfredse.
Anon

Når vi mister en elsket person
Vores verden falder bare fra hinanden
Vi tror, at vi ikke kan fortsætte
Med dette knuste hjerte
Alt er anderledes nu
Du er ked af det, og du er irriteret
Din verden synes at være knust
Der er sådan en der må være en grund
Og vi må forstå
Gud skabte os og når som helst
Helvede rækker ned efter vores hånd
Der er måske ikke nogen advarsel
Vi ved ikke hvor eller hvornår
Det eneste vi er sikre på
Er at vi vil møde dem igen.
Anon

Svar til en begravelse

Ind i jordens mørke og varme
Vi lægger dig ned
Ind i vores erindringers sorg og smil
Vi lægger dig ned
Ind i cyklussen af liv og død og opstandelse igen
Vi lægger dig ned
Må du hvile i fred, i opfyldelse, i kærlighed
Må du løbe lige hjem i Guds favn
Ruth Burgess

Svar til en kremering

I frihed af vind og solskin
Vi lader dig gå
Igennem stjernernes og planeternes dans
Vi lader dig gå
Igennem vindens åndedræt og stjernemagerens hænder
Vi lader dig gå
Vi elsker dig, vi savner dig, vi vil have, at du skal være lykkelig
Gå sikkert, gå dansende, løb hjem
Ruth Burgess

Gud så sig omkring i sin have
og fandt et tomt sted,
Derpå kiggede han ned på jorden
og så dit trætte ansigt.
Han lagde sine arme om dig
og løftede dig til hvile.
Guds have må være smuk
Han tager altid det bedste.
Han vidste, at du led
Han vidste, at du havde smerter.
Han vidste, at du aldrig
ville blive rask på jorden igen.
Han så, at vejen var ved at blive ujævn
Og bakkerne var svære at bestige.
Så han lukkede dine trætte øjenlåg
og hviskede: “Fred være din”.
Det knuste vores hjerter at miste dig
Men du gik ikke alene,
for en del af os gik med dig
Den dag Gud kaldte dig hjem.