Mere end et århundrede efter, at RMS Titanic sank på sin jomfrurejse, har en journalist en ny teori om, hvordan den berømte ulykke skete.
Efter at have studeret billeder i et nyopdaget album til den nyligt udsendte tv-dokumentarfilm Titanic: The New Evidence hævder journalisten Senan Molony, at det ikke blot var et sammenstød med et isbjerg, der fik det største krydstogtskib i sin tid til at synke den 14. april 1912. Han hævder snarere, at en ulmende brand brød ud i skibets kedelrum i kulbunkerne, før det forlod den engelske havn i Southampton, og svækkede skibets struktur, så isbjergstyrtet blev mere ødelæggende, end det ellers ville have været. Molony peger som bevis på et bestemt foto, som viser et sort mærke på skibssiden, hvor branden fandt sted. Billederne blev taget på Harland and Wolff-værftet i Belfast i Nordirland af John Westbeech Kempster i begyndelsen af april 1912, blot en uge før krydstogtskibet satte kurs mod New York City, og albummet blev sat på auktion i forbindelse med hundredåret for ulykken i 2012.
Men selv om diskussionen om billederne som understøttende beviser for, at en brand gjorde skibet sårbart over for isbjergets påvirkning, er ny, er det ikke første gang, at Titanic-eksperter har argumenteret for, at der bør lægges mere vægt på den rolle, som en kulbunkerbrand kan have spillet i ulykken.
På det årlige møde i 2004 i Geological Society of America (GSA) præsenterede Robert Essenhigh, en ingeniør ved Ohio State University, hvad selv han beskrev som en “meget spekulativ” artikel om, hvordan en mulig bunkerbrand kan have forklaret, hvorfor Titanic sejlede med fuld fart over Nordatlanten, selv om det var designet til komfort og ikke til fart. “Hvis der var en grund til hastigheden, måtte det være noget vigtigt – som f.eks. en brand i kulbunkeren, der skulle holdes under kontrol og derefter slukkes, så snart skibet nåede havn”, hedder det i en pressemeddelelse fra GSA. “Standardteknikken til at kontrollere og eliminere sådanne brande på dampskibe var at øge den hastighed, hvormed kulet blev fjernet fra bunkeren og lagt i dampmaskinkedlen for at øge hastigheden for nedtagning af kulbunken, forklarer Essenhigh… Selvfølgelig giver alt det skovlarbejde en masse damp, hvilket resulterer i et behov for at øge damphastigheden og hurtigere sejlads.”
Få dit historiefix ét sted: tilmeld dig det ugentlige nyhedsbrev om TIME History
Og selv om en brand i kulbunkeren kan have spillet en rolle i skibets forlis, er eksperterne generelt enige om, at en kombination af forskellige faktorer førte til, at Titanics rejse blev den katastrofe, den blev, herunder den ovenfor nævnte idé om, at skibet bevægede sig hurtigere, end det burde have gjort i det isblokerede farvand. Så ud over spørgsmålet om skibets hastighed er her andre faktorer, der siges at have dømt skibet til undergang:
En kritisk advarsel om isbjerge blev overset: Det er blevet sagt, at den ledende radiooperatør Jack Phillips ikke videregav den sidste og tydeligste advarsel om isbjerget til skibets kaptajn, Edward Smith. Angiveligt var årsagen til denne forglemmelse, at meddelelsen ikke havde præfikset “MSG” (Masters’ Service Gram), som krævede, at kaptajnen personligt skulle bekræfte, at han havde modtaget meddelelsen. Phillips vurderede derfor, at den ikke var hastende, ifølge en PhysicsWorld-retrospektiv fra 2012.
En mulig forkert vej: Louise Patten, barnebarn af skibets ældste overlevende officer, Charles Lightoller, hævder, at Lightoller fortalte sin kone, at et besætningsmedlem drejede skibet “den forkerte vej” og ind i isbjergets kurs, efter at førsteofficer William Murdoch først havde opdaget isbjerget og givet en “hård styrbord”-ordre. Krydstogtskibet opererede under to kommunikationssystemer, der var i direkte konflikt med hinanden, fortalte hun The Guardian i 2010, så “en ordre om at dreje ‘hårdt mod styrbord’ betød at dreje rattet til højre under det ene system og til venstre under det andet”. Da man nåede at korrigere bevægelsen, var det for sent.
Klimaet i 1912: Aviser som New York Times bemærkede, at Nordatlanten var særligt iskoldt det år. For nylig, i 2012, hævdede forskere fra Texas State University-San Marcos og magasinet Sky & Telescope, at en sjælden begivenhed på månen kunne have bragt isbjerget i skibets vej. Jorden var usædvanligt tæt på Solen og Månen, hvilket kunne have forårsaget rekordstore tidevandsmængder, der kan have fået isbjerge, der havde siddet fast ud for kysterne af Labrador og Newfoundland, til at flyde igen.
Svage skibsbygningsmaterialer: Materialeforskere Tim Foecke og Jennifer Hooper McCarty har hævdet, at de dele, der holdt stålpladerne mod skibets bov og agterstavn sammen, var lavet af jernnitter af lav kvalitet, som lettere kunne være gået i stykker ved kollisionen.
En mulig mangel på kikkerter: Nogle siger, at kikkerter kunne have spottet isbjerget, men skibets samling var utilgængelig, fordi den officer, der havde nøglen til forsyningen, i sidste øjeblik blev skubbet ud af besætningen.
En mangel på redningsbåde: Selv om skibet alligevel var ved at synke, mener nogle, at det ekstreme tab af menneskeliv, der var involveret, kunne have været undgået, hvis der havde været flere redningsbåde til rådighed. Der var 20, som kun kunne rumme 1.718 passagerer, selv om skibet kunne transportere næsten dobbelt så mange, ifølge Royal Institution of Naval Architects. Omkring 700 passagerer overlevede katastrofen.
Skriv til Olivia B. Waxman på [email protected].