Efter 25 år bliver jeg af og til og i stigende grad spurgt af læsere af en bog, som jeg udgav i 1991, American Psycho (senere filmatiseret i 2000), om, hvor fortælleren, Patrick Bateman, ville være i dag. Dette spørgsmål er blevet endnu mere udbredt på det seneste, på bogens 25-års jubilæum, enten ved optrædener og signeringer eller på de sociale medier, som regel mens fans deler årets billede af Halloween-kostume – næsten altid den blodsprængte sheer slicker, som Christian Bales Bateman bærer i filmen, da han dræber den formodede Pierce & Pierce-rival Paul Allen (Jared Leto) med en økse i hovedet.
I særdeleshed spekulerer de på, hvor Wall Street-yuppien og seriemorderen, der hjemsøgte Manhattans gader, natklubber og restauranter i slutningen af 80’erne, ville opholde sig, hvis han blev genskabt og omplaceret i 2016.
Bateman var en smukt klædt og tom tingest, en ung og retningsløs mannequin, der håbede på, at nogen, nogen, ville redde ham fra sig selv.
Hvis man læser bogen grundigt og har en fornemmelse for Manhattans geografi, ved man, at Batemans slanke og minimalistiske Upper West Side-lejlighed har en imaginær adresse. Det antyder, at Bateman måske ikke er en helt pålidelig fortæller, at han måske er et spøgelse, en idé, en opsummering af værdierne i netop det årti filtreret gennem min litterære 80’er-sensibilitet: pengestærk, smukt klædt, umuligt velplejet og smuk, moralsk falleret, totalt isoleret og fyldt med vrede, en smukt klædt og tom tingest, en ung og retningsløs mannequin, der håber, at nogen, hvem som helst, vil redde ham fra sig selv.
Alt dette sker i de sidste år af Reagan- 80’erne.
Så hvad ville jeg sige til fans, der spørger mig, hvor Patrick Bateman ville være nu, som om han faktisk var i live, håndgribelig, vandrende gennem vores verden i kød og blod? I et stykke tid i midten og slutningen af 90’erne – på højdepunktet af dotcom-boblen, hvor Manhattan virkede endnu mere absurd dekadent end det gjorde i 1987, før Black Monday – var det en mulighed, at Bateman, hvis bogen var blevet rykket et årti frem, ville have været grundlægger af en række dotcoms.
Han ville have festet i Tribeca og Hamptons, ikke til at skelne fra de unge og smukke vidunderdrenge, der dengang befolkede scenen med deres millioner af ikke-eksisterende dollars, og som ubevidst dansede på kanten af en implosion, der skete nådesløst, udviskede spillereglerne og rettede op på scoringerne. Mens jeg selv snurrede gennem det årti som ung mand, tænkte jeg ofte, at det var en tid, som Bateman også kunne have trives i, især med fremkomsten af nye teknologier, der kunne have hjulpet ham i hans uhyggelige besættelse af mord, henrettelser og tortur – og i måder at optage dem på.
Og nogle gange tænker jeg, at hvis jeg havde skrevet bogen i det seneste årti, ville Bateman måske have arbejdet i Silicon Valley, boet i Cupertino med udflugter til San Francisco eller ned til Big Sur på Post Ranch Inn og hygget sig med Zuckerberg og spist på French Laundry, eller frokostet med Reed Hastings på Manresa i Los Gatos, iført en Yeezy-hoodie og drillet piger på Tinder. Han kunne naturligvis også lige så godt være en hedge-funder i New York: Patrick Bateman avler Bill Ackman og Daniel Loeb.
Der blev lavet en elendig, knap nok udgivet efterfølger et par år efter Mary Harrons American Psycho-film, men den havde ikke meget med Patrick Bateman at gøre (han bliver dræbt i løbet af de første fem minutter), og der har været snak om en genindspilning af Harrons original samt tv-serier udviklet på forskellige netværk, der enten fortsætter Bateman-sagaen eller opdaterer den til nutiden. Der sælges Patrick Bateman-actionfigurer på nettet, og der er nuAmerican Psycho: The Musical, som efter en udsolgt London-opsætning overføres til Broadway i slutningen af marts.
(Jeg har hørt demoer af partituret og læst bogen om musicalen, men har endnu ikke set det færdige produkt. Idéen virkede først farceagtig – selv om jeg blev mindet om, at musicals som Sweeney Todd og Carrie bestemt bragte blodbadet – men i sidste ende blev jeg overbevist af det kreative teams visioner.)
Al disse ting har nogle gange distraheret mig, ikke kun om Bateman nu versus Bateman dengang, men også om hvordan karakteren blev skabt, og hvor mærkeligt det er at se legemliggørelsen af min ungdomssmerte og angst blive til en metafor for et årtis forstyrrende grådighed, samt en fortsat metafor for alle, der arbejder på Wall Street – et symbol på korruption, faktisk – eller for alle, hvis perfekte facade skjuler en vildere, mere beskidt side, som i: “
Som forfatter til American Psycho har jeg ingen anelse om – og jeg kan ikke påtage mig noget ansvar for – hvorfor den har en sådan resonans, selv om det kan være, at det øjeblik, vi lever i nu, om noget er endnu mere modent for metaforen om en seriemorder.
En del af grunden til, at det er svært at gentænke Bateman andre steder og på andre tidspunkter, er på grund af, hvor jeg befandt mig i de år, hvor jeg skrev om ham, både følelsesmæssigt og fysisk. Jeg finder det mærkeligere, efterhånden som jeg bliver ældre, at en af de mest arketypiske karakterer i nyere amerikansk fiktion – en person, der for mig var en ansigtsløs og frit svævende repræsentation af yuppiefortvivlelse – faktisk var en karakter baseret på min egen vrede og frustration, der udspillede sig på et meget specifikt sted og i en meget specifik tid.
Fra at flytte til Manhattan efter at have afsluttet college med en BA – alene den sætning virker balsameret i en fjern tid, en så forældet ønskedrøm i vores nye økonomi, hvor gældsplagede unge ikke har råd til at flytte til Manhattan efter at have afsluttet college – befandt jeg mig i en by, der havde slugt værdierne fra Reagan 80’erne som en slags håb, en aspiration, noget at stige mod.
Og selv om jeg var uenig i den ideologi, der blev omfavnet i 1987, snurrede jeg stadig rundt i den tid og forsøgte, som Bateman siger, at passe ind i en vis grad. Jeg var måske afskyet af værdierne dengang, og hvad det betød at være en mand – en succesfuld mand – men hvor skulle jeg ellers gå hen? (Jeg havde ganske vist allerede udgivet to romaner, men de havde intet at gøre med den tomhed, det tomrum, jeg følte). Var det ikke hele pointen med at blive voksen at lære at navigere, at bearbejde, at gå på kompromis med sine ungdomsdrømme og have det fint med, hvor man endte?
Patrick Bateman var på mange måder den værste fantasi om mig selv, mareridtet mig, en person, som jeg afskyede, men som jeg også fandt sympatisk i sit hjælpeløse vaklen, lige så ofte som jeg fandt sympatisk.
Den vrede, jeg følte over det, der blev udråbt som succes, det, der blev forventet af mig og alle mandlige medlemmer af Gen X – millioner af dollars og sixpack abs – hældte jeg i den fiktive skabelse af Patrick Bateman, som på mange måder var den værste fantasi af mig selv, mareridtet mig, en person, jeg afskyede, men også fandt i hans hjælpeløse vaklen sympatisk så ofte som ikke. Og han havde fuldstændig ret i sin kritik af det samfund, han var en del af.
American Psycho handlede om, hvad det betød at være et menneske i et samfund, man var uenig i, og hvad der sker, når man forsøger at acceptere dets værdier og leve med dem, selv om man ved, at de er forkerte. Tja, sindssyge sniger sig ind og overvælder; vrangforestillinger og angst er omdrejningspunkterne.
Med andre ord er dette resultatet af at jage den amerikanske drøm. Isolation, fremmedgørelse, det forbrugeristiske tomrum, der i stigende grad er i trældom til teknologien, korruption i virksomhederne – alle temaerne i bogen er stadig aktuelle tre årtier senere. Vi befinder os i en tid, hvor den ene procent er rigere end noget menneske nogensinde har været før, en æra, hvor et jetfly er den nye bil, og hvor huslejer for millioner af dollars er en realitet. New York i dag er American Psycho på steroider.
Og på trods af ideen om sammenkobling via internettet og sociale medier føler mange mennesker sig mere isolerede end nogensinde før og er i stigende grad bevidste om, at ideen om sammenkobling er en illusion. Især når man sidder alene i et rum og stirrer på en glødende skærm, mens man har adgang til intimiteten i utallige andre liv, hvilket er en idé, der afspejler Patrick Batemans ensomhed og fremmedgørelse, alt er tilgængeligt for ham, og alligevel forbliver der en umættelig tomhed.
Dette afspejlede mine egne følelser i de år i den lejlighed på East 13th Street, som jeg boede i, da 80’erne gik mod enden.
I den periode, hvor romanen foregår, er Bateman medlem af den endnu ikke navngivne ene procent, og det ville han nok stadig være nu. Men ville Patrick Bateman rent faktisk bo et andet sted, og ville hans interesser være anderledes? Ville bedre kriminologisk retsvidenskab (for ikke at nævne Big Brother-kameraer på stort set hvert eneste hjørne) gøre det muligt for ham at slippe af sted med de mord, som han fortæller læseren, at han har begået, eller ville hans behov for at udtrykke sin vrede tage andre former?
Ville han for eksempel bruge de sociale medier – som en troll, der bruger falske avatarer? Ville han have en Twitter-konto, hvor han pralede med sine bedrifter? Ville han bruge Instagram og fremvise sin rigdom, sine mavemuskler og sine potentielle ofre? Muligvis. Der var mulighed for at skjule sig under Patricks regeringstid i 80’erne, som der simpelthen ikke er nu; vi lever i en fuldt ud exhibitionistisk kultur.
Da Patrick ikke var en karakter for mig så meget som en idé, ville jeg nærme mig ham på samme måde nu og tage fat på hans største frygt: Ville nogen være opmærksomme på ham?
Da han ikke var en karakter for mig, men snarere et emblem, en idé, ville jeg nok nærme mig ham på samme måde nu og tage fat på hans største frygt: Ville nogen være opmærksomme på ham? En af de ting, der forstyrrer Patrick, er, at ingen på grund af en slags konformitet i virksomhedens livsstil virkelig kan skelne de andre mennesker fra hinanden (og hvad forskel gør det, spørger romanen).
Mennesker er så fortabt i deres narcissisme, at de ikke er i stand til at skelne det ene individ fra det andet (det er derfor, Patrick slipper af sted med sine forbrydelser), hvilket hænger sammen med, hvor få ting der egentlig har ændret sig i det amerikanske liv siden slutningen af 80’erne; de er bare blevet mere overdrevne og accepterede. Idéen om Patricks besættelse af sig selv, af sine smag og ubehageligheder og af at detaljere – og kuratere – alt, hvad han ejer, bærer, spiser og ser, har bestemt nået en ny apotheose. På mange måder er teksten i American Psycho en mands ultimative serie af selfies.
Christian Bale ændrede Batemans udseende, gav min konstruktion et ansigt, en (spektakulær) krop og en forvirret stemme og skabte sit eget ikoniske portræt, hvilket er hvad der sker, når man laver en film ud fra en velkendt tekst, uanset om det er Vivien Leigh som Scarlett O’Hara eller James Mason som Humbert Humbert eller Jack Nicholson som Jack Torrance. Disse skuespillere sætter sig fast i vores hoveder, og vi kan aldrig læse bogen igen uden at forestille os, at de indtager den pågældende karakter – og de bliver hængende i tiden.
Men læserne stødte først på Patrick Bateman mod slutningen af min anden roman, The Rules of Attraction. Han dukker op sent en aften på et hospital på Manhattan i de sidste dage af 1985 og venter på, at hans far skal dø, mens hans yngre bror Sean (en af romanens fortællere) modvilligt kommer på besøg – angiveligt for at vise ham den sidste respekt, men i virkeligheden fordi han har brug for penge; Sean ender med at blive disset af den ældre bror, som han afskyr.
Så Patrick Bateman begyndte at blive virkelig for mig flere år før jeg begyndte på American Psycho, men jeg vidste det ikke – og det er derfor, at jeg til tider finder spørgsmålet om, hvor Patrick Bateman kan være nu, så undvigende. Han er så fastlåst for mig på netop den tid og det sted, at jeg simpelthen ikke kan forestille mig ham andre steder end på det ensomme kontor hos Pierce & Pierce, hvor han begår sine ufattelige forbrydelser i den imaginære lejlighed på Upper West Side.
Lige mange karakterer, som en forfatter skaber, lever Patrick Bateman videre uden mig, uanset hvordan jeg følte det, eller hvor tæt vi kom hinanden på livet i løbet af de år, det tog mig at skrive om ham. Karakterer er ofte som børn, der forlader reden, går ud i den ligegyldige verden og bliver enten accepteret eller ikke accepteret, ignoreret eller rost, kritiseret eller værdsat, uanset hvordan forfatteren måtte have det med dem.
Jeg tjekker ind til Patrick en gang imellem – som med denne artikel, du læser – men han har levet sit eget liv i et stykke tid nu, og jeg føler sjældent, at jeg har formynderskab over ham eller nogen ret til at fortælle ham, hvor han ville være eller ikke ville være i dag, årtier efter hans fødsel.
Denne historie blev oprindeligt bragt i marts 2016-udgaven af Town & Country.