MAE RIM, Thailand — I det frodige landskab ved Mae Rim, 30 minutters kørsel nord for Chiang Mai, Thailands næststørste by, ligger en landsby med et skilt ved indgangen, hvor der står “Karen Village”. Et andet skilt på en bambusbilletstander viser et adgangsgebyr: 500 baht (15,90 dollars) pr. besøgende.
Dette er en af flere privatejede etniske landsbyer i det nordlige Thailand, der er hjemsted for indvandrere fra Karenni- eller Red Karen-bjergstammen i Myanmars Kayah-stat, der tidligere var kendt som Karenni-staten. Indtil marts var landsbyen en populær turistattraktion, hvor de besøgende stod i kø for at se de røde Karen-kvinders aflange, messingringede halse, der er blevet berømte, siden de første gang blev fotograferet i monokromt billede i 1930 af den franske fotograf Albert Harlingue.
Ofte snakkede kvinderne med turisterne, mens de solgte souvenirs. Men COVID-19-pandemien har sat en stopper for det. Ved et besøg i slutningen af juli var landsbyen næsten tom. For enden af vejen sad en ensom langhalset kvinde ved navn Mu Ei med sit barn og kogte bananblade i en sortbrændt gryde på en brændeovn. Bladene ville senere blive brugt til at danne en beholder til kogning af ris.
Mu Ei, 32 år, har boet i denne landsby i syv år med sin mand og to døtre og tjener 1.500 baht om måneden fra ejeren, der beholder de indgangsgebyrer, som turisterne betaler, og op til 700 baht om dagen ved at sælge souvenirs til besøgende. Nu er turistindtægterne imidlertid tørret ud på grund af de rejserestriktioner, som den thailandske regering har indført for at dæmme op for pandemien. Af de 20 familier, der engang boede i landsbyen, er der kun tre tilbage.
“Min mand har arbejdet i en måned på en byggeplads i nærheden af landsbyen og tjener 300 baht om dagen”, sagde Mu Ei. “Jeg ved ikke, hvor længe det vil vare ved, vi har ingen anden indkomst, fordi der ikke kommer turister.” Mu Ei sagde, at byggearbejdet var intermitterende; hendes mand havde kun arbejdet tre dage i den uge.
Øverst: Mae Rim-landsbyboen Mu Ei og hendes 2-årige datter, Nite. “Selv om turisterne nogle gange ikke bryder sig om dette sted”, siger hun, “er jeg meget glad for at blive og bo her”. I midten og nederst: Skilte ved indgangen til landsbyen. Billetkontoret står tomt i disse dage, da der ikke forventes nogen besøgende. (Vincenzo Floramo) Officielle opgørelser over antallet af Red Karen-migranter i Thailand er ikke tilgængelige, men akademiske skøn tyder på, at op mod 600 lever i tre fællesskabslejre i Mae Hong Son-provinsen og i de små turistorienterede landsbyer nord for Chiang Mai. Der findes ingen officielle tal for den røde karen-befolkning i Myanmar, men akademiske forskere har anslået, at der er omkring 60.000.
Mange af dem i Thailand krydsede grænsen i 1980’erne og 1990’erne for at søge tilflugt fra årtiers væbnet konflikt i Myanmar, hvor væbnede karen-grupper har kæmpet i over seks årtier i Kayah-staten og den tilstødende Kayin-stat, tidligere kendt som Karen-staten, som også er hjemsted for en stor karen-befolkning.
Migranterne er ikke anerkendt som flygtninge af de thailandske myndigheder og er for det meste ude af stand til at arbejde lovligt eller bo andre steder i Thailand. Men turistpotentialet i de “langhalsede kvinder” blev hurtigt opdaget, da besøgende i landsbyerne undrede sig over de messingringe eller spoler, der omkranser kvindernes unormalt lange halse, som oprindeligt blev set som et tegn på skønhed.
Top: Mu Ei’s ringe var med til at indbringe vigtige indtægter før pandemien. Hendes mand er begyndt at arbejde på en byggeplads i nærheden for at hjælpe til at få enderne til at mødes. I midten: Nogle af de souvenirs, som kvinderne sælger, er lavet af deres mænd, men de fleste er købt på den store natbazar i Chiang Mai. Nederst: Mae Hong, 41 år, står uden for sin hytte i Mae Rim. (Vincenzo Floramo) Indtægterne fra de besøgende var med til at give migranterne et levebrød, men begrænsningerne af deres bevægelses- og beskæftigelsesmuligheder har givet anledning til skarp international kritik af turistbyerne, som i 2008 blev beskrevet af FN’s Højkommissær for Flygtninge, U.De økonomiske konsekvenser for landsbyboerne er stort set blevet ignoreret i kølvandet på pandemien, selv om Thailand har været forskånet for de værste konsekvenser af COVID-19 med relativt få dødsfald, siden regeringen erklærede undtagelsestilstand den 26. marts. Da de blev berøvet deres indkomst og manglede beskæftigelsesmuligheder, besluttede mange migranter at tage tilbage til Myanmar, hvor der er mulighed for landbrugsarbejde.
Den 5. august vendte jeg tilbage til Mae Rim for at finde ud af, at fem familier var flyttet ind i landsbyen, dog kun fordi Baan Tong Luang, den turistby, hvor de havde boet, var blevet lukket af ejeren på grund af de manglende turistindtægter. De langhalsede kvinder, der boede i Baan Tong Luang, havde modtaget en månedsløn fra ejeren på 5.000 baht ud over indkomsten fra salg af håndlavede souvenirs.
Top: Boder, der engang var travle med udenlandske turister, er nu forladt. I midten: En illustration, der viser ringernes indvirkning på skelettet. Ringene forlænger ikke halsen; de presser snarere ned på bryst- og kravebenene, hvilket skaber illusionen af en lang hals. Nederst: Ma Radin, 20, forlod Myanmar med sin bror og svigerinde, da hun var 10 år. Bekymringer om pandemien fik hendes slægtninge til at vende tilbage til Myanmar, men hun har besluttet at blive tilbage og siger, at hun ønsker at fortsætte med at arbejde inden for turisme. (Vincenzo Floramo) Mae Plee, 44 år, sagde, at Baan Tong Luang havde været en forholdsvis succesfuld landsby med en børnehave og en udenlandsk frivillig, der underviste landsbyboerne i engelsk. Men det sluttede med pandemien. Da jeg mødte hende, havde hun boet i Mae Rim i en uge i en hytte, der var beboet af hendes bror, inden han tog af sted for at finde arbejde i Myanmar.
“Lige før indespærringen besluttede min mand at tage tilbage med vores børn til Myanmar på grund af pandemien, i Baan Tong Luang sagde de til os, at hvis vi rejser, kommer vi tilbage, så jeg besluttede at blive helt alene,” sagde hun. “Mange venner fra Myanmar beder mig om oplysninger om situationen i Thailand, fordi de alle gerne vil komme tilbage for at arbejde her.”
Ma Radin, 20 år, var også ankommet til Mae Rim et par dage tidligere. Hun sad på trappen til sin søsters bambushytte og forklarede på flydende engelsk, hvorfor hun ikke havde messinghalskæderne på. “Hvis der ikke er nogen turister i nærheden, foretrækker jeg ikke at bære messingspiralen, de er for tunge,” sagde hun og tilføjede, at hun måske ville bære spiralen igen, hvis hun var tvunget til at vende tilbage til Myanmar for at søge arbejde, men at hun ville foretrække at blive i Thailand og vende tilbage til at bære den til gavn for turisterne.