Navne på gigantiske dyr eller uhyrer, som beskrives i Job xl. Det første er fra en rod, der betegner “vikle”, “vride”; det sidste er flertalsformen af “behemah”=”dyr”.”
-Bibelske data:
Siden Bochart (“Hierozoicon”, iii. 705) er “behemoth” blevet opfattet som betegnelse for flodhesten; og Jablonski har, for at få det til at svare nøjagtigt til dette dyr, sammenlignet en egyptisk form, “p-ehe-mu” (= “vand-okse”), som imidlertid ikke findes. Den bibelske beskrivelse indeholder mytiske elementer, og det er berettiget at konkludere, at disse uhyrer ikke var virkelige, selv om flodhesten måske i det store og hele har leveret data til beskrivelsen. Kun om et unikt væsen, og ikke om en almindelig flodhest, kunne ordene i Job xl. 19 kunne have været brugt: “Han er den første af Guds veje; han, der har skabt ham, gør sig til genstand for sport med ham” (som Septuaginta læser: πεποιημένον ἐγκαταπαιζέσΘαι; A. V. “Han, der har skabt ham, kan få sit sværd til at nærme sig ham”; jf. Ps. civ. 26); eller “Bjergene bringer ham føde frem, hvor alle markens dyr leger” (Job xl. 20). Det er tydeligt, at Behemot fremstilles som det oprindelige dyr, kongen af alle dyrene på det tørre land, mens Leviathan er kongen af alle dyrene i vandet, begge uovervindelige for mennesket (ib. xl. 14, xli. 17-26). Gunkel (“Schöpfung und Chaos”, s. 62) foreslår, at behemoth og leviathan var de to uruhyrer, der svarer til Tiamat (= “afgrunden”; jvf. hebr. “tehom”) og Kingu (= aramæisk “‘akna” = slange”) i den babyloniske mytologi. Nogle kommentatorer finder også i Es. xxx. 6 (“bahamot negeb” = “dyr fra syd”) en henvisning til flodhesten; andre igen i Ps. lxxiii. 22 (“Jeg er som behemot for dit ansigt”); men ingen af disse fortolkninger har et solidt grundlag. Det er sandsynligt, at leviathan og behemot oprindeligt blev omtalt i Hab. ii. 15: “Behemots ødelæggelse skal gøre dem bange” (jf. LXX., “dig” i stedet for “dem”).
E. G. H. K.-In Rabbinical Literature:
Iflg. en midrash blev leviatanen skabt på den femte dag (Yalḳ., 1 Mos. 12). Oprindeligt skabte Gud en han- og en hunleviathan, men for at arten ikke skulle ødelægge verden ved at formere sig, dræbte han hunnen og reserverede hendes kød til den festmiddag, der vil blive givet til de retfærdige ved Messias’ komme (B. B. 74a). Leviatans enorme størrelse er således illustreret af R. Johanan, fra hvem næsten alle haggadot om dette uhyre stammer: “Engang sejlede vi i et skib og så en fisk, som stak hovedet op af vandet. Den havde horn, på hvilke der stod skrevet: Jeg er et af de ondeste væsener, der bor i havet. Jeg er tre hundrede sømil lang og går i dag ind i leviatans kæber” (B. B. l.c.). Når leviatanen er sulten, rapporterer R. Dimi i R. Johanans navn, sender han fra sin mund en varme ud, der er så stor, at den får alt vand i dybet til at koge, og hvis han ville stikke sit hoved ind i paradiset, ville intet levende væsen kunne udholde lugten af ham (ib.). Hans opholdssted er Middelhavet; og Jordans vand falder i hans mund (Bek. 55b; B. B. l.c.).
Leviatans krop, især hans øjne, besidder en stor lyskræft. Dette var R. Eliezer’s mening, som under en rejse i selskab med R. Joshua forklarede sidstnævnte, da han blev forskrækket af et pludseligt fremtrædende strålende lys, at det sandsynligvis udgik fra leviatans øjne. Han henviste sin ledsager til ordene i Job xli. 18: “Af hans neesinger skinner et lys, og hans øjne er som morgenens øjenlåg” (B. B. l.c.). På trods af sin overnaturlige styrke er leviatanen imidlertid bange for en lille orm kaldet “kilbit” (
), som klamrer sig til gællerne på store fisk og dræber dem (Shab. 77b).
I den messianske tid.
Leviatanen er fremtrædende i den haggadiske litteratur i forbindelse med Messias’ komme. Med henvisning til Job xl. 30 (Hebr.), “og de fromme skal gøre et festmåltid af den”, siger R. Johanan, at Gud på opstandelsestidspunktet vil give et festmåltid til de retfærdige, hvor leviathanens kød vil blive serveret (B. B. l.c.). Selv jagten på leviatanen vil være en kilde til stor fornøjelse for de retfærdige. De, siger R. Judan bar Simon, som ikke har deltaget i hedenske sportsgrene, vil få lov til at deltage i jagten på leviatanen og behemotten (Lev. R. xiii. 3). Gabriel vil få til opgave at dræbe uhyret; men han vil ikke være i stand til at udføre sin opgave uden Guds hjælp, som vil dele uhyret med sit sværd. Ifølge en anden haggada vil Gud, når Gabriel fejler, beordre leviatanen til at indgå i en kamp med bjergets okse (“shor habar”), hvilket vil resultere i, at de begge dør (B. B. 75a; Pesiḳ. s. 188b). Ikke alene vil leviathanens kød levere mad til de retfærdiges bord, men der vil også være et stort udbud af det på markederne i Jerusalem (B. B. l.c.). Af leviatans skind vil Gud lave telte til de fromme af første rang, bælter til de fromme af anden rang, kæder til de fromme af tredje rang og halskæder til de fromme af fjerde rang. Resten af skindet vil blive spredt på Jerusalems mure, og hele verden vil blive oplyst af dets glans (ib.).
Symbolsk fortolkning.
Disse haggadot om leviatanen fortolkes som allegorier af alle kommentatorer med undtagelse af nogle ultrakonservative som Baḥya ben Asher (“Shulḥan Arba’,” kap. iv., p. 9, sp. 3). Ifølge Maimonides er banketten en hentydning til den åndelige nydelse af intellektet (kommentar til Sanh. i.). Navnet, siger han, er afledt af 
(” at forene”, “at forene”) og betegner et imaginært uhyre, hvori de mest forskellige dyr er forenet (“Moreh”, iii., kap. xxiii.). I den kabbalistiske litteratur fortolkes den “gennemborende leviathan” og den “krogede leviathan” (Es. xxvii. 1), som haggadaen om jagten på dyret er baseret på, som henvisninger til Satan-Samael og hans ægtefælle Lilith (“‘Emeḳ ha-Melek,” p. 130a), mens Ḳimḥi, Abravanel og andre anser udtrykkene for at være hentydninger til ødelæggelsen af de magter, der er fjendtligt indstillede over for jøderne (jf. Manasseh ben Israel, “Nishmat Ḥayyim”, s. 48; se også Kohut, “Aruch Completum”, s. v. “Leviathan”, for andre henvisninger, og hans essay i “Z. D. M. G.” vol. xxi., s. 590, for parallellerne i den persiske litteratur). De haggadiske ordsprog fik fat i digternes fantasi, som indførte hentydninger til Leviatans festmåltid i liturgien.
S. S. I. Br.-In Apocryphal Literature:
Både leviathan og behemoth er fremtrædende i jødisk eskatologi. I Enoks Bog (lx. 7-9) siger Enok:
(Charles, “Book of Enoch,” p. 155; jf. “leviathans hemmelige kamre”, som Elihu b. Berakel, buziten, vil afsløre, Cant. R. i. 4).
“På den dag vil der blive frembragt to uhyrer: et hunuhyre, kaldet “Leviathan”, som skal bo i havets dybder over vandets kilder; men hannen kaldes “Behemot”, som med sit bryst indtager en øde ørken ved navn “Dendain” , øst for haven, hvor de udvalgte og de retfærdige bor. Og jeg bad den anden engel om at vise mig disse uhyrers magt; hvordan de blev skabt på én dag, idet den ene blev placeret i havets dyb og den anden i ørkenens hovedland. Og han talte til mig: “Menneskesøn, søger du her at vide, hvad der er skjult?””
I følge II Esdras vi. 49-53 skabte Gud på den femte dag de to store uhyrer, Leviathan og Behemot, og han adskilte dem, fordi den syvende del af verden, som var tildelt vandet, ikke kunne holde dem sammen, og han gav Behemot den del, som blev udtørret på den tredje dag og havde de tusind bjerge, som ifølge Sl. i. 10, som haggadisterne forstår det (“Behemot på tusind bjerge”; jf. Lev. R. xxii.; Num. R. xxi.; og Job xl. 20), forsyner behemoth med den nødvendige føde. Til leviatanen gav Gud den syvende del af jorden fyldt med vand; og han forbeholdt det til fremtiden at afsløre, af hvem og på hvilket tidspunkt leviatanen og behemoten skulle spises.
I den syriske Apokalypse af Baruk, xxix. 4, forudsiges også den tid, hvor behemoten vil komme frem fra sin afsondrethed på land og leviatanen ud af havet, og de to gigantiske uhyrer, der blev skabt på den femte dag, vil tjene som føde for de udvalgte, der vil overleve i Messias’ dage.
Blandt gnostikerne.
Behemot og Leviathan udgør i det gnostiske system hos Ophitterne og andre to af de syv cirkler eller stationer, som sjælen skal passere for at blive renset og opnå salighed (Hippolytos, “Adversus Omnes Hæreses”, v. 21; Origenes, “Contra Celsum”, vi. 25). Som om kødet fra “den vilde okse” behemot og fisken leviathan ikke blev anset for at være tilstrækkeligt til de retfærdiges store festmåltid i fremtiden, blev der tilføjet en fugl, dvs. de “ziz” (A. V. “markens vilde dyr”), der nævnes i Sl. 1. 11 efter beretningen om behemoten i vers 10, og som af rabbinerne forstås som en gigantisk fugl (B. B. 73b). I Simeon b. Yoḥai’s Apokalypse (Jellinek, “B. H.” iii. 76) er de tre dyr, monsteroksen behemot, fisken leviathan og den gigantiske fugl ziz, således forberedt til det store festmåltid. Denne tradition tyder imidlertid på persisk indflydelse, for det er af den parsiske kosmologi, at eksistensen af sådanne urrepræsentanter for dyreklasserne er en del af den. Der er fire sådanne arter nævnt i “Bundahis,” xviii.-xix: (1) “den slangeagtige Kar-fisk, vandets Arizh, den største af Ahuramazdas skabninger”, svarende til Leviathan; (2) det trebenede æsel Khara, der står midt i havet (“Yasna”, xli. 28); den omtales i Talmud som “enhjørningen ḳeresh”, “ṭigras” (dvs, “thrigaṭ” = “trebenet”), højdernes gazel (Ḥul. 59b), og udgør under navnet “Ḥarish” i muhammedansk eskatologi en erstatning for behemoth og leviathan (se Wolff, ” Muhammedanische Eschatologie,” 1872, pp. 174, 181); (3) oksen Hadhayosh, hvoraf udødelighedens føde tilberedes, og som udgør parallellen til behemoth; og (4) fuglen Chamrosh, den øverste af fuglene, som lever på toppen af Alburz-bjerget (jf. “Bundahis”, xix. 15); sammenlign også Simurgh (Avesta “Saena Meregha”, ørnefugl, griffin, hebraiseret “Bar Yokneh”), den fabelagtige kæmpefugl, som rabbinerne identificerede med ziz (se Windischman, “Zoroastrische Studien”, pp. 91-93; West, “Pahlavi Texts”, i Max Müller, “S. B. E.” v. 65-71).